fredag den 18. september 2009

Solnedgang og morild


Her den anden aften padlede Louise og jeg en tur om mod Lykkedybet. Vi nåede desværre ikke at se selve solnedgangen, men nød de sidste røde stråler inden det blev helt mørkt. Efter en lille ølpause, var de sidste røde stråler forsvundet i horisonten, og da vi vendte kajakken mod øst, var det helt mørkt! Den tidligere ensomme stjerne havde allerede fået selskab af flere, og lygterne blev fundet frem, klar til brug om det blev nødvendigt.



Vi havde ikke padlet mere end 200 meter, før jeg først undres over så tydeligt stjernerne reflekterede i vandet, hvilket selvfølgelig viste sig at være morild! Denne helt aldeles fantastiske naturoplevelse gjorde, at den afstand, som kun burde tage 15 min at padle, pludselig tog halvanden time. Måske fordi det foregik sidelæns, baglæns og alt andet end ligeud!



Det er fantastisk at se disse små "ildfluer" flyve rundt, under kajakken eller rundt om pagajbladet, det er som, at se noget uvirkeligt fra en stor Hollywoodfilm eller som en drøm man kan føle og fornemme, men ikke rigtig alligevel!


Jeg kan kun anbefale kajakroerne at padle en tur efter mørkets frembrud her i efteråret, herer  der størst mulighed for at opleve morild...om ikke andet, så for solnedgangens skyld!

lørdag den 29. august 2009

80 kajakroere på vandet...



I sidste weekend var der åbenthavn arrangement i Virksund, her var der mulighed for at prøve alle de aktiviteter Virksund har at tilbyde. Vi var der selvfølgelig med kajakkerne, og med god hjælp fra Charlotte havde vi omkring 80 personer i kajakkerne i løbet af dagen. Langt de fleste havde aldrig prøvet det før...og der var kun en som væltede!!!


Arrangementet var rigtig godt og hyggeligt, der var endda en bar på stranden med musik fra højtalerne i en Cabriolet.... 

I løbet af ugen har vi haft så mange henvendelser at vi har kørt med to aftenspadling, vi er dog ved at være så langt henne på året at vi skal til at havde lys på til sidst, hvilket kun gør det endnu mere hyggeligt!!!


mandag den 24. august 2009

DM i teknik.


I weekenden blev der som tidligere nævnt afholdt DM i teknik. Jeg havde håbet på deltagelse fra en masse kajakroere, desværre mødte der kun 8 op! Så jeg var da sikker på at slutte i top-ti! De otte deltagere som mødte op var alle dygtige roere, og desværre var der også tre som var bedre end mig...endte med en fjerde plads...men dette er en plads bedre end sidste år, så til næste år!!!


Tomas og Uffe i tæt duel...

Banen indeholdte de samme elementer som sidste år (se tidligere indlæg på bloggen) dog med den variant at kunne man ikke en øvelse, så skulle man dreje 360* rundt i kajakken, hvilket virkede meget godt...og vinderen var da også den eneste som håndrullede!


DM blev afholdt ved Marselisborg havn, desværre var det ikke inde i havnen men i lagunen udenfor. Det var ikke så publikumvenlig at se på en kajakroer lave slalom ude på 100 m., så måske det skulle afholdes i Virksund en anden gang, havnen plejer at være meget fleksibel, så man kunne ligge banen så publikum kunne gå ved siden af og kigge på...

Lørdag aften var der så DM i grønlandske rul, desværre havde jeg travlt med at komme hjem, så jeg så kun de fire første øvelser...men meget spændene, kunne være sjovt at deltage, hvis man havde en fin lille rullekajak!

fredag den 7. august 2009

DM i teknik 22-23 aug.



Den 22-23 aug vil der for andet år blive afholdt DM-teknik i havkajak. Jeg deltog sidste år, hvor det blev afholdt ved Amager Strandpark. Her var der 20 - 25 deltagere, hvoraf jeg var så heldig at havde mødt de fleste før. Man kunne sagtens mærke at det var første gang det blev arrangeret, det var ikke så velorganiseret som det kunne havde været, men i år er det sikkert meget bedre!
Konkurrencen kort fortalt

Konkurrencen foregik på tid, der var straftid for ikke at udfører øvelserne korrekt. Følgende øvelser var indlagt i banen:
  • Isætning fra strand
  • Forlæns slalom
  • 360' grader vendinger
  • Padling siddende på bagdækket
  • Op at stå, og røre ved en bold
  • Sideforflytning
  • Baglæns slalom
  • Svømme med kajak + entring
  • Padling kun med pagajen i en side
  • Håndpadling
  • Sidde på bagdækket og dreje 360' på bagdækket
  • Udstigning/indstigning fra bro
  • Cowboyredning
  • Rul til begge side
  • Håndrul


Det var rigtig sjovt at være med, desuden imponerende at se de andre deltagere, der findes mange gode kajakroere i lille danmark. 

I år er konkurrencen sat til at være to dage, da den er udvidet med en holdkonkurrence. Desværre kan jeg kun deltage i den individuelle konkurrence, jeg skal være tilbage i Virksund om søndagen, hvor der er et Åbenthavnarrangement, som jeg skal deltage i.

I år håber jeg på at kunne holde placeringen fra sidste år - en 5 plads! 

Se mere om DM her

Se mere om Åbenthavn her

mandag den 3. august 2009

Stadig pladser i weekenden 15 16 aug.


Der er pt. stadig 4 pladser ledige på introkurset den 15 - 16 aug. Vi starter med rundstykker i Sejlercafeen i Virksund lystbådehavn. Kurset plejer at være rigtig godt og hyggeligt, så skynd dig at tilmelde dig!!!

Aftenpadling i Virksund


Efter en uges pause i aftenpadlingen er der igen i denne uge aftenpadling.
Det bliver onsdag aften, fra stranden ved Virksund. Vi starter kl 18:30 og slutter igen kl 21:30, man behøves ikke at havde prøvet en kajak før! Undervejs holder vi en lille pause, hvor vi giver kaffe og kage...pris 200,- pr. person.

Tilmelding på mail eller tlf 2259 4270

mandag den 20. juli 2009

Samsø rundt - kun for piger!


Pigerne kan selv..... 

”Samsø rundt”.

 

Ideen

Vi ved ikke hvem af os, det var, som fik ideen! Sådan er det vel med ideer. De udvikler sig over et stykke tid, via nogle associationer og pludselig er den der klar og tydelig i sin form: ”Vi skal da padle rundt om Samsø – uden Thomas! Alene! Os to!”. Det var ikke svært at overbevise os selv. Selvfølgelig kan vi det – og på et tidspunkt blev vores motto: ”Pigerne kan! Pigerne kan!” født. Denne klicheagtige slagsang, men et eller andet sted vores, for selvfølgelig kan vi.


Præsentation

Nygift og nybagt, dog ikke i en og samme person, men fordelt imellem os. Louise, 27år og mor til Liv på 10mdr. Charlotte, 36 år og nygift. Vi har været venner i godt og vel 5 år. Det er egentlig ikke så længe, men det føles meget længere. Det er blevet sagt, at man lærer hinanden at kende dobbelt så hurtigt, når man leger sammen – og det må være grunden til sidstnævnte følelse. Vi har tilbragt det meste af vores tid sammen ude i naturen, hvor vi har “leget”: på klatre- og klippevægge, og ikke mindst på vandet. Thomas, Louises kæreste, har altid været med og ført an i legen, men vi er nu kommet dertil, hvor pigerne kan og vil selv!

St. Bededagsferien har ofte før været perfekt til en lille tur, og var det også i år. Vi tog afsted torsdag eftermiddag, og satte i vandet kl.18.00. ved Kolby Kås og padlede ellers med uret rundt. Vi havde tre overnatninger undervejs, og var i kolby Kås havn igen søndag formiddag. 

Det var den weekend hvor det blev forår i Danmark

Som vi sidder her en måned senere, står turen rundt om Samsø som noget helt unikt. Vi havde intet mindre end en fantastisk tur! Men når vi skal sætte ord på, hvad det lige var, der var så fantastisk, så bliver det lidt svært. Og så dog! Vejret, vandet, blæsten, himlen- naturen og selskabet. Vi startede ud i regn og bølger. Som om det kunne ødelægge noget for os. Vi var helt oppe at køre over, at vi endelig var på vandet. Vi havde fået ideen, sat os et, for os, stort mål. Hvor var det bare fedt at sætte pagajen i vandet og mærke de første padletag.

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel, bølgerne var der stadigvæk. De var der hele dagen og hele vejen op til Samsøs nordlige spids, Issehoved. Louise skrev i sin dagbog: 

" Tanken om at runde spidsen havde siddet i hovedet af mig hele dagen, og stod som noget meget spændende - for hvor meget strøm og vind ville møde os. Spændningen blev ikke mindre af at vi nær Mårup havn mødte en fisker fra Århus, som sagde at det ville blive noget voldsomt for os deroppe pg.a. vinden. Nå... men altså vi kom nærmere og pludselig var vi ved spidsen. Fine bølger, og alt virkede venligt stemt. Vi rundede spidsen, mens en følelse af at have overkommet et stort delmål på turen fyldte mig.  Omme på østsiden var der straks mere gang i vandet og bølgerne førte os hurtigt afsted."    




Lørdag morgen - samme vandblå himmel, men denne gang havblik. Det var også denne morgen, hvor vi blev høje af mødet med syv nysgerrige marsvin. Charlotte skrev følgende i sin dagbog:

"Vi padler støt og roligt derud af. Har tidligere tænkt tanken, at  nu mangler vi bare at se en sæl. Nej, lad os tænke stort, et marsvin! Tanken er tænkt og har hurtigt forladt mig. Endnu engang støt og roligt derud af. Og pludselig farer vi sammen med et "Gisp"!  Var det ikke....? En sæl springer jo ikke op af vandet. ....vel?! Igen "Gisp"...Jo, det er et marsvin. Jubiii! Flere gange ser vi kroppen og finnen, og vi hører det der "pust" når marsvinet ånder ud når det kommer op til overfladen."


Oplevelsen blev ikke mindre af, at vi i de efterfølgende timer stødte på yderligere 5 af disse naturens vidundere. 

Efter en hel dag på vandet bliver man træt, rigtig træt. Det føles som en belønning at trække kajakkerne op på stranden, at finde og indrette teltpladsen. Hvor kan livet dog være befriende simpelt! Rejs et telt, lav noget mad, nyd livet og hop i posen. Kombinationen af at have pakket havkajakken fornuftigt med grej (aldrig gå ned på udstyr!) og proviant, for sidst på dagen at finde det frem, tage det i brug og så  - godt tilbagelænet i sin sammenfoldelige liggeunderlags stol -  læne sig tilbage og nyde naturen og nu'et. Det er da livet! Dette simple liv gav sit meget store bidrag til vores unikke oplevelse.


Set fra vandsiden er Samsø en lang variation af smukt, dansk landskab. Det ene tag tager det andet, man bliver opslugt af den monotoni der ligger i at padle sig frem. Man bliver på en mærkelig måde ét med naturen. Lykkeligt nærværende og på samme tid selvforglemmende. Søndag og sidste dag på vandet. Vi padler afsted med en følelse af stolthed over, at nu har vi gennemført det mål vi satte os, men også en følelse af, at vi godt ville blive lidt længere. Men turen er slut - og der er ingen tvivl, pigerne kan godt!


Der findes en ø i vores hjerter. Der er ingen tvivl om, at det er Samsø. Følelsen i maven er blandet af fantastiske naturoplevelser og en mental tilstand - der må betegnes som lykke og overskud. 

En tradition er skabt! Nu er spørgsmålet bare, hvilken vi ø skal padle rundt om næste gang!