søndag den 20. december 2009

Ugens billed - Kanotur i vildmarken...eller var det Gudenåen?!!





I foråret var vi et par drenge som satte kanoerne i det ferske vand i Gudenåen. Men at dømme ud fra billederne, så kunne vi lige så godt havde været i vildmarken....Vi havde tre dage på vandet i det mest fantastiske vejr, med flotte solopgange og næsten ingen andre på vandet.





Nils havde padlet på Gudenåen før, mens det var nyt vand for os andre. Faktisk havde de to andre aldrig været ude at sejle kano før, så vi havde tidligere haft et par dage med redninger osv....bare sådan for hyggens skyld!



På ovenstående billed har vi lige startet dagens arbejde og vejret var helt fantastisk, solopgangsbilledet fra soveposen er også taget samme morgen! Der er simpelthen ikke noget mere afslappende end at vågne op i sin bivuak, smide et par kævler på bålet og så ellers nyde solopgangen, mens kaffevandet bliver varmet op!


Billederne illustrere meget godt at man i danmark sagtens kan finde/lave sit eget lille eventyr uden for mange mennesker. Man skal bare sørge for at kunne lidt uden for sæsonen, hvis man vil padle et så populær sted som Gudenåen. Som sagt vi mødte stort set ikke andre...

torsdag den 17. december 2009

Førstehjælpskursus for vandsportsudøvere

Jeg har længe tænkt på at det kunne være spændende med et kursus med vandsportaktiviteter som omdrejningspunkt. Jeg kontaktede derfor Lars (som står for førstehjælpskurserne) og fremlagde ideen. Han var med på ideen fra starten og har sammensat en førstehjælpsdag med fokus på vand.

I løbet af dagen vil mange forskellige emner blive gennemgået alt lige fra solskoldning til nedkøling...eller lynnedslag!

Kurset vare 8 timer og vil blive afholdt i Virksund. Kurset gælder også som et 6 timers genopfriskningskursus.

Se det fulde program på hjemmesiden.

Pris 795,-

tirsdag den 10. november 2009

EPP 4 prøve i Esbjerg

Frokostpause efter 30 km. padling

Var i efterårsferien til EPP-4 prøve i Esbjerg. Havde set meget frem til denne dag, og glædet mig til at komme ud og få lidt flere udfordringer. Jeg mødte et par timer før den skriftlige prøve, så jeg lige kunne nå lidt at spise sammen med mine to træningskammerater Michael og Lars. Under den skriftlige prøve som varer to timer havde vi det held at lyset forsvandt, så det meste blev lavet i lyset fra pandelampen...Jeg syntes prøven er lige til at gå til, men for mig var det svært at nå det hele inden for tidsfristen, missede desværre to af spørgsmålene!

Jeg havde taget min Avocet Lv med, hvilket jeg bestemt ikke fortrød, cockpitkarmen gik dog løs! Læg mærke til boreplatformen i baggrunden, den kunne vi ikke padle forbi næste dag pga. strøm/vind!

Den første dag på vandet startede tidlig, uden at vi vidste andet ind at vi skulle på vandet! Pga. det alt for gode vejr havde der været mange spekulationer om, hvor vi skulle hen og censorteamet overraskede da også ved at sende os op til Blåvandshuk.
Her blev vi delt ind i to hold, det ene hold skulle padle med Rune Mortensen og vi andre skulle padle med Martin Plough. Der var med det samme fokus på ledelse, navigation og tidevand. Mens en havde ledelsen padlede Martin rundt og stillede en masse kryptiske spørgsmål. Vi endte med at padle ud mod bøje nr. 1, som ligger et godt stykke ude i Vesterhavet, jeg har helt sikkert ikke været så langt ude før! Efterhånden var vi så langt ude at fralandsvinden gav nogle gode surfturer...og navigeringen blev svær, efter som der ikke var noget at pejle efter!


Efter en god lang tur ind, hvor det mest dramatiske var at skulle trække kajakkerne efter være kommet for tæt på Fanø, fik jeg ledelsen. Min ledelsestørn havde to hovedfokuspunkter:

At skulle lede gruppen over sejlrende.
At tage gruppen sikkert på land på molen...

Det hele gik nu vældig godt og inden vi havde set os om var dagen færdig. Martin var selvfølgelig en rar person at blive eksamineret af, men også en hård censor. Vi sad i kajakken hele dagen, og havde ca. padlet 30 km før første (og eneste) pause!


Dag 2 på vandet var præget af det lidt dårlige, op til 18 sm fra nord. Denne dag var jeg sammen med Rune Mortensen. Vi gennemgik de forskellige egenfærdigheder som er kravet på dette niveau, alt sammen i bølger. Var det en hård dag? Ja, meget...på billedet med boreplatformen er vandet flat, dette er fra dag 1, på dag 2 kunne vi ikke padle forbi boreplatformen pga. strøm og bølger. Men når det så er sagt, så havde jeg faktisk forventet en del mere aktion af denne dag, men måske var jeg bare heldig!
Mens mit hold sad på stranden og holdt pause, der var hold 2 ude for at lave redninger og andre sjove sager som den grumme Martin Plough fandt på. Lige pludselig kom der en redningsbåd sussende for at høre efter om vi havde brug for hjælp!

Desværre manglede jeg mit vandtætte kamera (som jo er druknet!) derfor er ovenstående billeder taget med et almindelig kamera og derfor er der ikke taget billeder på dag 2...

fredag den 30. oktober 2009

Ugens billed - Travlhed i den Norske Skærgård


Nils og jeg var en tur i den Sydnorske Skærgård. Det havde regnet det første døgn, så vi stoppede tidlig næste dag for at få tørret udstyret telt osv. Mens vi spiste ankom der to store motorbåde, den ene lige så stor som et hus. Da vi efterhånden blev trætte af benzinos og vilde hunde besluttede vi at padle videre. På det øverste billed er vi så på vej videre, vi endte med at padle ca. 5 km i mørke og med landing på en klippekyst...tjah, så er den dag også gået!

Næste dag var der lidt mere gang i vandet, og det var spændende at ligge tæt op af klipperne. Senere på dagen blæste det op, og med 15 ms blev krydsene og bølgerne lidt mere spændende...



Det kan være en god ide at bakke ind i en kløft for at få ro til at nærstudere kortet. Navigationsmæssig er det en udfordring at padle i Skærgården, der er mange små øer, kanaler og blindgyder. Men dette er alt sammen med til at gøre det endnu mere spændende...

Bestil guidebog her

tirsdag den 20. oktober 2009

2 Valley kursuskajakker til salg



Nu hvor kursussæsonen er afsluttet har vi besluttet at sælge to kajakker fra, dette sker dels for at der hele tiden skal være en naturlig udskiftning af kajakkerne og dels for at jeg syntes vi har for mange "store" kajakker. 

Vi har sat følgende to til salg:

1 Valley Aquanaut
1 Valley Nordkapp

Begge kajakker er gule, et år gammelt og lavet i plastik.

Pris pr. kajak: 10.400,-

Se mere om kajakkerne her

Kontakt på mail eller 2259 4270   

søndag den 18. oktober 2009

Ugens billed

Billedet er fra Tåsinge, en stille aften på vandet dagen inden Charlotte skulle til sin instruktøreksamen. I baggrunden kan man se Hjortø, og de kendte vil vide at billedet er taget nede ved Lenze, fra dengang han drev et kajakcenter. Jeg var ansat nede ved Lenze og var denne weekend hyret ind til at være eksaminator for et hold instruktørelever.


Tidlig næste morgen skulle apiranterne ud og vise hvad de kunne. Det endte med at blive en rigtig smuk morgen, med en næsten mystisk stemning over sig. Denne dejlige mystiske stemning som ofte kommer på en padletur om foråret, eller som her om efteråret.

søndag den 11. oktober 2009

Ugens billed



Denne "ugens billed" er der ikke så meget kajak over...men til gengæld en masse hygge og friluftsliv! Vi tog en påsketur ud til en nærliggende skovsø og havde en enkelt overnatning der med tøserne. Det var Sif' første overnatning i telt, ca. to måneder gammel, storesøster Liv er jo to år gammel og har selvfølgelig en masse overnatninger i telt allerede....Ovenstående billed er Liv som er i gang med det fine porcelæn, det er lidt større end normale kopper, men også dejlig handy og sjovt at drikke af. Når man har børn med på tur skal det selvfølgelig være på deres præmisser, men det gode ved såden en tur er netop at man er til stede sammen med børnene, og ikke kan sidde foran pc, eller lige skal lave noget andet! Børnene er glade for det og vilde med at hjælpe til med at samle teltstænger, hente brænde osv.

Som man kan se på billedet er vores trepersoners telt blevet til et firepersoners, og det går meget godt. Liv(med bamse!), Louise og til sidst Sif i liften. Sådan en nat kan sagtens blive lidt urolig, og man kan godt forvente at stå op med solen...så sørg for kun at telte i vinterhalvåret, hvor det ikke bliver lyst så tidligt! Apropo vinter, første gang Liv sov i telt var hun tre måneder gammel, og vi vågnede op med is på teltet...! Godt med soveposer og tæpper, så kan alt lade sig gøre!

Med tre tøser (inkl. Louise!) bliver det til mange gåturer frem og tilbage efter udstyr og bleer! En simpel telttur ender nem med en total fyldt bil, måske man skal overveje at havde barnevognen med til at transportere udstyret i!

fredag den 9. oktober 2009

Ugens billed - Tåge i Chamonix


Planen var simpel og genkendelig. Vi ville tage svævebanen op til af Aig. Index, bivuakere ved foden af bjerget og så ellers bestige Index ad normalruten. Det var sådan set det vi gjorde...

På billedet ovenover er Charlotte ca. 40 m. under toppen, jeg står på toppen og Louise tager billedet. Ruten til toppen er forholdsvis nem og med en tilgang på kun 10 min. fra liften er bjerget rimelig besøgt.


Jeg har været på toppen af bjerget en fire-fem gange og har endnu ikke oplevet andre overnattende. De lokale græssende har ikke noget imod de overnattende gæster, til gengæld er de ikke blege for at stå på toppen af ruten og smide sten ned på gæsterne....


Vores bivuak ligger godt gemt med frit udsyn til Chamonix og Mt. Blanc. En fantastisk udsigt, både om dagen, men også om natten. Fra bivuakken er der også adgang til Aig. Chapelle di Gliere, hvor der findes en fantastisk 16 reblængders rute. Bjarne og jeg klatrede ruten et par år før ovenstående billeder blev taget, ruten slutter bla. af med en 6 grads for at komme helt til toppen...

torsdag den 1. oktober 2009

Ugens billed.


Denne uges "Ugens billed" er fra forårets EPP-4 træning i Esbjerg. Kurset varede tre dage indeholdende en masse navigering, navigering, navigering og lidt teknik, redninger osv. Tre meget spændende dage, dog præget af det alt for gode vejr! Som på ovenstående billed. hvor vi skulle gå i land på en stenmole og så ellers forestille os de store bølger rulle ind. Landgangen foregik så ved at svømme ind, med kajakken i snor og så ellers trække den op! Utroligt hav de kan holde til de kajakker, kunne efterfølgende ikke hvad som var nye ridser, og hvilken som var gamle....


Det gode vejr blev dog på et tidspunkt afløst af lidt havdis, medfølgende koldere temperatur og nedsat sigtbarhed. Heldigvis faldt det sammen med frokostpausen, indsejlingen til Esbjerg havn kan godt være noget trafikkeret!

Billedet her er fra skippermødet den første dag, dagens forventede rute var en tur til Sylt. Hvilket vi ikke helt nåede, nok mest pga. Nicolais navigationsundervisning, meget spændende at padle sammen med en som bare har styr på det! Dog ærgeligt vi ikke nåede at lave krydset.

fredag den 18. september 2009

Solnedgang og morild


Her den anden aften padlede Louise og jeg en tur om mod Lykkedybet. Vi nåede desværre ikke at se selve solnedgangen, men nød de sidste røde stråler inden det blev helt mørkt. Efter en lille ølpause, var de sidste røde stråler forsvundet i horisonten, og da vi vendte kajakken mod øst, var det helt mørkt! Den tidligere ensomme stjerne havde allerede fået selskab af flere, og lygterne blev fundet frem, klar til brug om det blev nødvendigt.



Vi havde ikke padlet mere end 200 meter, før jeg først undres over så tydeligt stjernerne reflekterede i vandet, hvilket selvfølgelig viste sig at være morild! Denne helt aldeles fantastiske naturoplevelse gjorde, at den afstand, som kun burde tage 15 min at padle, pludselig tog halvanden time. Måske fordi det foregik sidelæns, baglæns og alt andet end ligeud!



Det er fantastisk at se disse små "ildfluer" flyve rundt, under kajakken eller rundt om pagajbladet, det er som, at se noget uvirkeligt fra en stor Hollywoodfilm eller som en drøm man kan føle og fornemme, men ikke rigtig alligevel!


Jeg kan kun anbefale kajakroerne at padle en tur efter mørkets frembrud her i efteråret, herer  der størst mulighed for at opleve morild...om ikke andet, så for solnedgangens skyld!

lørdag den 29. august 2009

80 kajakroere på vandet...



I sidste weekend var der åbenthavn arrangement i Virksund, her var der mulighed for at prøve alle de aktiviteter Virksund har at tilbyde. Vi var der selvfølgelig med kajakkerne, og med god hjælp fra Charlotte havde vi omkring 80 personer i kajakkerne i løbet af dagen. Langt de fleste havde aldrig prøvet det før...og der var kun en som væltede!!!


Arrangementet var rigtig godt og hyggeligt, der var endda en bar på stranden med musik fra højtalerne i en Cabriolet.... 

I løbet af ugen har vi haft så mange henvendelser at vi har kørt med to aftenspadling, vi er dog ved at være så langt henne på året at vi skal til at havde lys på til sidst, hvilket kun gør det endnu mere hyggeligt!!!


mandag den 24. august 2009

DM i teknik.


I weekenden blev der som tidligere nævnt afholdt DM i teknik. Jeg havde håbet på deltagelse fra en masse kajakroere, desværre mødte der kun 8 op! Så jeg var da sikker på at slutte i top-ti! De otte deltagere som mødte op var alle dygtige roere, og desværre var der også tre som var bedre end mig...endte med en fjerde plads...men dette er en plads bedre end sidste år, så til næste år!!!


Tomas og Uffe i tæt duel...

Banen indeholdte de samme elementer som sidste år (se tidligere indlæg på bloggen) dog med den variant at kunne man ikke en øvelse, så skulle man dreje 360* rundt i kajakken, hvilket virkede meget godt...og vinderen var da også den eneste som håndrullede!


DM blev afholdt ved Marselisborg havn, desværre var det ikke inde i havnen men i lagunen udenfor. Det var ikke så publikumvenlig at se på en kajakroer lave slalom ude på 100 m., så måske det skulle afholdes i Virksund en anden gang, havnen plejer at være meget fleksibel, så man kunne ligge banen så publikum kunne gå ved siden af og kigge på...

Lørdag aften var der så DM i grønlandske rul, desværre havde jeg travlt med at komme hjem, så jeg så kun de fire første øvelser...men meget spændene, kunne være sjovt at deltage, hvis man havde en fin lille rullekajak!

fredag den 7. august 2009

DM i teknik 22-23 aug.



Den 22-23 aug vil der for andet år blive afholdt DM-teknik i havkajak. Jeg deltog sidste år, hvor det blev afholdt ved Amager Strandpark. Her var der 20 - 25 deltagere, hvoraf jeg var så heldig at havde mødt de fleste før. Man kunne sagtens mærke at det var første gang det blev arrangeret, det var ikke så velorganiseret som det kunne havde været, men i år er det sikkert meget bedre!
Konkurrencen kort fortalt

Konkurrencen foregik på tid, der var straftid for ikke at udfører øvelserne korrekt. Følgende øvelser var indlagt i banen:
  • Isætning fra strand
  • Forlæns slalom
  • 360' grader vendinger
  • Padling siddende på bagdækket
  • Op at stå, og røre ved en bold
  • Sideforflytning
  • Baglæns slalom
  • Svømme med kajak + entring
  • Padling kun med pagajen i en side
  • Håndpadling
  • Sidde på bagdækket og dreje 360' på bagdækket
  • Udstigning/indstigning fra bro
  • Cowboyredning
  • Rul til begge side
  • Håndrul


Det var rigtig sjovt at være med, desuden imponerende at se de andre deltagere, der findes mange gode kajakroere i lille danmark. 

I år er konkurrencen sat til at være to dage, da den er udvidet med en holdkonkurrence. Desværre kan jeg kun deltage i den individuelle konkurrence, jeg skal være tilbage i Virksund om søndagen, hvor der er et Åbenthavnarrangement, som jeg skal deltage i.

I år håber jeg på at kunne holde placeringen fra sidste år - en 5 plads! 

Se mere om DM her

Se mere om Åbenthavn her

mandag den 3. august 2009

Stadig pladser i weekenden 15 16 aug.


Der er pt. stadig 4 pladser ledige på introkurset den 15 - 16 aug. Vi starter med rundstykker i Sejlercafeen i Virksund lystbådehavn. Kurset plejer at være rigtig godt og hyggeligt, så skynd dig at tilmelde dig!!!

Aftenpadling i Virksund


Efter en uges pause i aftenpadlingen er der igen i denne uge aftenpadling.
Det bliver onsdag aften, fra stranden ved Virksund. Vi starter kl 18:30 og slutter igen kl 21:30, man behøves ikke at havde prøvet en kajak før! Undervejs holder vi en lille pause, hvor vi giver kaffe og kage...pris 200,- pr. person.

Tilmelding på mail eller tlf 2259 4270

mandag den 20. juli 2009

Samsø rundt - kun for piger!


Pigerne kan selv..... 

”Samsø rundt”.

 

Ideen

Vi ved ikke hvem af os, det var, som fik ideen! Sådan er det vel med ideer. De udvikler sig over et stykke tid, via nogle associationer og pludselig er den der klar og tydelig i sin form: ”Vi skal da padle rundt om Samsø – uden Thomas! Alene! Os to!”. Det var ikke svært at overbevise os selv. Selvfølgelig kan vi det – og på et tidspunkt blev vores motto: ”Pigerne kan! Pigerne kan!” født. Denne klicheagtige slagsang, men et eller andet sted vores, for selvfølgelig kan vi.


Præsentation

Nygift og nybagt, dog ikke i en og samme person, men fordelt imellem os. Louise, 27år og mor til Liv på 10mdr. Charlotte, 36 år og nygift. Vi har været venner i godt og vel 5 år. Det er egentlig ikke så længe, men det føles meget længere. Det er blevet sagt, at man lærer hinanden at kende dobbelt så hurtigt, når man leger sammen – og det må være grunden til sidstnævnte følelse. Vi har tilbragt det meste af vores tid sammen ude i naturen, hvor vi har “leget”: på klatre- og klippevægge, og ikke mindst på vandet. Thomas, Louises kæreste, har altid været med og ført an i legen, men vi er nu kommet dertil, hvor pigerne kan og vil selv!

St. Bededagsferien har ofte før været perfekt til en lille tur, og var det også i år. Vi tog afsted torsdag eftermiddag, og satte i vandet kl.18.00. ved Kolby Kås og padlede ellers med uret rundt. Vi havde tre overnatninger undervejs, og var i kolby Kås havn igen søndag formiddag. 

Det var den weekend hvor det blev forår i Danmark

Som vi sidder her en måned senere, står turen rundt om Samsø som noget helt unikt. Vi havde intet mindre end en fantastisk tur! Men når vi skal sætte ord på, hvad det lige var, der var så fantastisk, så bliver det lidt svært. Og så dog! Vejret, vandet, blæsten, himlen- naturen og selskabet. Vi startede ud i regn og bølger. Som om det kunne ødelægge noget for os. Vi var helt oppe at køre over, at vi endelig var på vandet. Vi havde fået ideen, sat os et, for os, stort mål. Hvor var det bare fedt at sætte pagajen i vandet og mærke de første padletag.

Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel, bølgerne var der stadigvæk. De var der hele dagen og hele vejen op til Samsøs nordlige spids, Issehoved. Louise skrev i sin dagbog: 

" Tanken om at runde spidsen havde siddet i hovedet af mig hele dagen, og stod som noget meget spændende - for hvor meget strøm og vind ville møde os. Spændningen blev ikke mindre af at vi nær Mårup havn mødte en fisker fra Århus, som sagde at det ville blive noget voldsomt for os deroppe pg.a. vinden. Nå... men altså vi kom nærmere og pludselig var vi ved spidsen. Fine bølger, og alt virkede venligt stemt. Vi rundede spidsen, mens en følelse af at have overkommet et stort delmål på turen fyldte mig.  Omme på østsiden var der straks mere gang i vandet og bølgerne førte os hurtigt afsted."    




Lørdag morgen - samme vandblå himmel, men denne gang havblik. Det var også denne morgen, hvor vi blev høje af mødet med syv nysgerrige marsvin. Charlotte skrev følgende i sin dagbog:

"Vi padler støt og roligt derud af. Har tidligere tænkt tanken, at  nu mangler vi bare at se en sæl. Nej, lad os tænke stort, et marsvin! Tanken er tænkt og har hurtigt forladt mig. Endnu engang støt og roligt derud af. Og pludselig farer vi sammen med et "Gisp"!  Var det ikke....? En sæl springer jo ikke op af vandet. ....vel?! Igen "Gisp"...Jo, det er et marsvin. Jubiii! Flere gange ser vi kroppen og finnen, og vi hører det der "pust" når marsvinet ånder ud når det kommer op til overfladen."


Oplevelsen blev ikke mindre af, at vi i de efterfølgende timer stødte på yderligere 5 af disse naturens vidundere. 

Efter en hel dag på vandet bliver man træt, rigtig træt. Det føles som en belønning at trække kajakkerne op på stranden, at finde og indrette teltpladsen. Hvor kan livet dog være befriende simpelt! Rejs et telt, lav noget mad, nyd livet og hop i posen. Kombinationen af at have pakket havkajakken fornuftigt med grej (aldrig gå ned på udstyr!) og proviant, for sidst på dagen at finde det frem, tage det i brug og så  - godt tilbagelænet i sin sammenfoldelige liggeunderlags stol -  læne sig tilbage og nyde naturen og nu'et. Det er da livet! Dette simple liv gav sit meget store bidrag til vores unikke oplevelse.


Set fra vandsiden er Samsø en lang variation af smukt, dansk landskab. Det ene tag tager det andet, man bliver opslugt af den monotoni der ligger i at padle sig frem. Man bliver på en mærkelig måde ét med naturen. Lykkeligt nærværende og på samme tid selvforglemmende. Søndag og sidste dag på vandet. Vi padler afsted med en følelse af stolthed over, at nu har vi gennemført det mål vi satte os, men også en følelse af, at vi godt ville blive lidt længere. Men turen er slut - og der er ingen tvivl, pigerne kan godt!


Der findes en ø i vores hjerter. Der er ingen tvivl om, at det er Samsø. Følelsen i maven er blandet af fantastiske naturoplevelser og en mental tilstand - der må betegnes som lykke og overskud. 

En tradition er skabt! Nu er spørgsmålet bare, hvilken vi ø skal padle rundt om næste gang!